Her til aften for en time siden da jeg sad smådeprimeret og med tung hovedpine oplevede jeg noget rart. Noget som gjorde mig lidt gladere og gav mig en følelse af, at verden alligevel er den, som den var engang. Og at verden er andet end grundstoffer. Jeg opdagede, at sims er kommet til facebook. Genopdagede glæden, glæden ved sims. Årh, jeg har savnet det. Det, at glemme virkeligheden, forpligtelserne, hængepartierne og alle mulige andre besværligheder og bare lade sig synke ned i en todimensionel verden med pengetræer, overfladebehov, et fantastisk legende sprog, genkendelig musik og en enkel verden, som er helt ligetil, hvor man kan skabe og kreere, hvad man vil. Nostalgien vokser i mig, når jeg hører simserne snakke deres herlige sprog, og hvordan man med få klik kan skabe lige det, man vil. Samtidig bliver jeg også lidt trist. Det går op for mig, hvor hurtigt tiden går, og at jeg ikke er en lille pige med kærlighed til tyrkistøj og delfiner længere, men derimod en 15-årig pige. Nu er det tanker om ionernes ladning,filosofiske spørgsmål, hængepartier, politik, genbrugskøb og alt muligt andet, som summer i mit hoved. Gad vide, hvad jeg tænkte dengang. Hvem var jeg? Hvordan ville jeg havde været, hvis jeg ikke havde lært de og de mennesker at kende? Hvor meget har jeg mon forandret mig? Er hun stadig derinde, pigen med den lange fletning og de lidt for runde kinder?
Sikke mange tanker og følelser en latterlig, men vidunderlig applikation kan starte. Tak facebook, mit had til dig blev lidt mindre her til aften. Kære læsere, to ord: Spil sims ♥
